
Tre Herningsholmere modtager Metalindustriens Lærlingepris
Industriens Hus i København dannede rammerne om prisoverrækkelsen, hvor tre tidligere elever fra Herningsholm kom gennem nåleøjet og blev hyldet for deres faglige og kollegiale indsats.
Der var store klapsalver fra familier, faglærere og mestre, da modtagerne af Metalindustriens Lærlingepris 2026 blev hyldet på scenen i Industriens Hus i København.
Iblandt årets 25 prismodtagere var tre nyudlærte svende, som alle har haft deres daglige skolegang på Herningsholm.
Tobias Hestbech Pedersen, smed, VF Stålindustri A/S
Mathilde Blicher Lundsgaard Madsen, industritekniker, EuroCon CNC & Process Aps
Noah Borup Thayssen, industritekniker, Grundfos A/S
Det er en stor anerkendelse af den indsats, jeg har lagt i både skolen og på arbejdspladsen, og det giver mig lyst til at give endnu mere gas fremover. Jeg er især taknemmelig for min arbejdsplads, mine undervisere og minikolleger, som har støttet og udfordret mig undervejs.
Noah Borup Thayssen
Fælles for de tre og de andre modtagere af den ærefulde pris er, at de alle har udmærket sig til et 12-tal ved svendeprøven, og desuden har et stort fagligt overblik. Kvalifikationen indebærer også at være kvalitets- og ansvarsbevidst og ikke mindst også være en god kammerat og kollega på sin arbejdsplads.
Både Herningsholm og de tre respektive oplæringsvirksomheder har indstillet modtagerne til prisen, hvor hele 182 nyudlærte svende var blevet indstillet i år.
Det er Metalindustriens Uddannelsesudvalg ved Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq, som står bag prisen, der fredag den 23. oktober 2026 blev uddelt for 24. gang.
Fotos: Lasse Skov




