Nyt strategisk samarbejde skal styrke elektrikeruddannelsen i Grønland

HERNINGSHOLM

Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og Tech College Greenland (KTI) indgår aftale, der skal sikre gennemførelse af elektrikeruddannelsen i Grønland og skabe nye muligheder for elever, undervisere og kulturudveksling.

Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og Tech College Greenland (KTI) har indgået en strategisk samarbejdsaftale, der fremover skal sikre elektrikeruddannelsens gennemførelse i Grønland. Aftalen indebærer, at Herningsholm stiller undervisere og faglig ekspertise til rådighed, mens KTI er ansvarlig for rammerne i Grønland.

Samarbejdet gør det muligt at tilrettelægge og gennemføre undervisningsforløb i Sisimiut og Nuuk, og der åbnes for fleksibel udveksling af undervisere og elever mellem Grønland og Danmark.

“Den her aftale betyder, at vi nu har en generel, åben ramme for at udveksle undervisere og gennemføre forløb uden at skulle lave særaftaler hver gang. Det giver både elever og undervisere nye kompetencer – og ikke mindst en værdifuld kulturudveksling,” siger Finn Ommestrup Møller, souschef på KTI, og tilføjer, at de øvrige uddannelser, som de to institutioner har til fælles, også får glæde af aftalen.

Unikke muligheder for elever og undervisere

Hos Herningsholm peger man på, at aftalen ikke alene styrker elektrikeruddannelsen i Grønland, men også giver danske elever og undervisere unikke muligheder.

“Det her er en fantastisk mulighed. Vi vil gerne hjælpe hinanden, og både elever, lærlinge og undervisere får chancen for at prøve kræfter med uddannelse i et andet land. Det handler om oplevelse, kulturudveksling og kompetenceudvikling,” siger Martin Holmgaard, uddannelsesdirektør på Herningsholm.

En af de første undervisere fra Herningsholm, der har været af sted, er Hans Gjaldbæk, som lige nu underviser elektriker-grundforløbselever i Nuuk:

“Jeg fik en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Det har været en ren fornøjelse – både at møde eleverne, som ofte er lidt ældre og allerede har lærekontrakt, og at opleve kulturen. Eleverne er utrolig motiverede og arbejdsomme, og uden for undervisningen har jeg haft fantastiske oplevelser som hvalsafari, fisketure og mødet med lokalbefolkningen,” fortæller han.

Samtidig har en gruppe grønlandske elever netop gennemført deres første undervisningsforløb i Danmark på Herningsholm. Her har de arbejdet side om side med danske elever, hvilket har givet værdifulde erfaringer og nye faglige og personlige perspektiver.

En gruppe grønlandske elever har netop gennemført deres første undervisningsforløb i Danmark på Herningsholm. Her har de arbejdet side om side med danske elever, hvilket har givet værdifulde erfaringer og nye faglige og personlige perspektiver.

Store forventninger til samarbejdet

Også på elektrikeruddannelsen på Herningsholm er forventningerne store.

”For os på elektrikeruddannelsen er samarbejdet en stor gevinst. Grønlandske elever får mulighed for at opleve undervisningen på Herningsholm og arbejde i vores værksteder, mens danske elever og undervisere får indsigt i de særlige forhold og udfordringer, der gælder i Grønland. Det giver en faglig styrke og en personlig udvikling, som man ikke kan læse sig til – den skal man opleve,” siger Kenneth Østergård Lauridsen, uddannelsesleder på el- og VVS-uddannelserne.

Aftalen mellem Herningsholm og KTI træder i kraft med det samme og evalueres årligt. Begge parter ser samarbejdet som et langsigtet skridt mod at sikre kvalificerede faglærte elektrikere i både Grønland og Danmark.