Minister indvier Herningsholm Landbrugsskole – faklen givet videre

LANDBRUG

Med taler, gæster og bålfad markerede Herningsholm åbningen af Danmarks første nybyggede landbrugsskole i over 40 år.

En ny markering i historien om dansk landbrugsuddannelse blev skrevet mandag den 1. september, da Herningsholm Landbrugsskole blev indviet på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. 
 
Foran hundredvis af fremmødte elever, medarbejdere, samarbejdspartnere og repræsentanter fra landbruget tændte minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, bålet i skolens store bålfad.  
 
”Herningsholm Landbrugsskole er en moderne skole med blikket rettet mod fremtiden. I dag handler landbrug ikke kun om at passe dyrene, markerne og maskinerne. Det er et fag, der stiller store krav, og det kræver nye kompetencer. Derfor er det vigtigt, at vi har skoler som Herningsholm Landbrugsskole, hvor unge får de kompetencer, der skal til for at føre dansk landbrug videre ind i en ny tid,” siger Jacob Jensen. 
 
Med den symbolske handling blev faklen givet videre til de unge, der skal føre landbruget ind i en ny tid – hvor faglighed, stolthed og grøn omstilling går hånd i hånd.  
 
Den nye skole er placeret midt i campusområdet – tæt på både studiemiljø og den grønne natur ved Lillelund Engpark. Og netop den placering er ikke tilfældig, fortæller Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. 
 
”Vi står i Skills City. Vi har en vision om at skabe Europas mest gennemførte samfund for unge på erhvervsrettede uddannelser. Med landbrugsskolen er en stor brik i puslespillet faldet på plads. Som samfund skal vi værne om vores demokratiske værdier, om fællesskabet og møde nogen, der ikke kommer fra samme osteklokke som os selv – alt det handler Skills City om, og derfor passer landbrugsuddannelsen og landbrugsskolen helt fantastisk ind her,” siger han. 
 
Bygningen er konstrueret i træ, glas og med solceller på sydsiden, og klimaaftrykket er nedbragt til blot 7,9 kg CO₂-ækvivalenter pr. m² pr. år. Over 5.000 lærlingetimer er lagt i byggeriet af tidligere Herningsholm-elever, der har bidraget som tømrere, elektrikere og struktører. 
 
De første elever er allerede flyttet ind og blevet en del af et inspirerende studiemiljø, hvor teori og praksis smelter sammen i hverdagen – og hvor nye generationer af landmænd får tændt gnisten til fremtiden. 

 

Fakta om Herningsholm Landbrugsskole  

  • Lokation: Skills City, Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier  

  • Kapacitet: Bygget til 100 elever med mulighed for udvidelse  

  • CO₂-aftryk: 7,9 kg CO₂-ækvivalenter pr. m² pr. år  

  • Bygherre: Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier  

  • Arkitekt: SWECO  

  • Totalentreprenør: LPH Byg  

  • Bygherrerådgiver SWECO