"Det er livsbekræftende at arbejde med unge mennesker"

HERNINGSHOLM

Lone Bjerregaard Kristensen fejrer 25-års jubilæum på Herningsholm.

Når HHX-eleverne i Ikast mangler en saks eller bøvler med printeren, så står Lone Bjerregaard Kristensen altid klar med en hjælpende hånd. Det er nemlig den del af jobbet, hun synes allerbedst om.

Lone er receptionist på HHX i Ikast, og her tager hun sig af alt fra at lægge skemaer til at bestille varer hjem. Hun kender alle på skolen, og i de 25 år, der er gået, har det altid været den daglige kontakt til eleverne, der har betydet mest.

"Det er så dejligt med de unge mennesker. Livsbekræftende, vil jeg sige. Vi er tæt på hinanden i hverdagen, og jeg elsker at hjælpe dem, når de kommer og spørger," siger Lone, der startede sit Herningsholm-arbejdsliv et andet sted end på kontoret – hun begyndte som sygevikar i skolens køkken.

"Jeg kom lige fra barsel og skulle bare have nogle timer, så jeg startede med at være i køkkenet og lærte eleverne og kollegerne at kende på den måde," siger Lone.

Sidenhen arbejdede hun halvdelen af tiden i køkkenet og halvdelen af tiden på kontoret, indtil hun blev fuldtids-receptionist.

 

Særligt fællesskab på skolen

De gode kolleger, og de kun 800 meter mellem Lones hjem og skolen, har også medvirket til, at hun i år kan fejre 25 år samme arbejdsplads.

Sammen med det særlige fællesskab, der er, når alle kender hinanden og ses hver dag.

"Det er dejligt, og vi er gode til at være sociale – både medarbejdere og elever sammen. Vi har for eksempel en årlig rundbolddag, og i år arrangerer vi for tredje gang Knæk Cancer-løb og samler penge ind til det gode formål sammen. Det kan jeg rigtig godt lide," siger jubilaren.

Lone Bjerregaard Kristensen fejrer sit 25-års jubilæum med de nærmeste kolleger og familien den 31. oktober.