Herningsholm trak hundredvis til åbent hus

HERNINGSHOLM

Flere end 1.500 unge, forældre og andre nysgerrige deltog, da Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier lørdag den 24. januar holdt samlet åbent hus for mere end 40 ungdomsuddannelser og specialer i Herning og Ikast.

Selv blæst og minusgrader kunne ikke afholde de mange besøgende fra at deltage i åbent hus på Herningsholm.

Uanset om interessen gjaldt 10. klasse, gymnasiet, en erhvervsuddannelse eller en kombination i form af EUX, så var der smagsprøver på det hele.

Blandt de over 1.500 besøgende var unge ledsaget af forældre og søskende, som søgte overblik og svar på spørgsmål om uddannelsesmulighederne efter folkeskolen.

På dagen bød Herningsholm på guidede rundvisninger, åbne værksteder og dialog med både elever, undervisere og studievejledere i uformelle rammer.

40 forskellige uddannelser

I alt var det muligt at høre om 40 forskellige ungdomsuddannelser og specialer fordelt på Herningsholms to campusser på Lillelundvej i Herning og Bøgildvej i Ikast.

Blandt de mest besøgte uddannelser var HHX og HTX på Herningsholm Gymnasium samt HHX på Handelsgymnasiet Ikast-Brande, der også er en del af Herningsholm. Netop Ikast slog for første gang dørene op til åbent hus på hele campus Bøgildvej, hvor der også blev budt indenfor med varm kakao og popcorn hos den nye it-faglige uddannelse i cybersikkerhed samt it-supporter, datatekniker med speciale i infrastruktur og mediegrafiker.

I Herning kunne de besøgende opleve Herningsholms campusområde Skills City, se skolens fitnesscenter Ambolten og mulighederne for oplæring i udlandet.

Stor interesse var der også for Business-uddannelserne i Handelshuset, 10. klasse og Herningsholms nye landbrugsskole, som åbnede i august.

Det er tydeligt, at de unge er nysgerrige på fremtiden og ønsker at gøre en forskel. Hvis blot en del af dem, der lagde vejen forbi, gik derfra med større klarhed og lyst til at vælge uddannelse, har arrangementet været en succes.