Herningsholm og Herning HF & VUC vil samle kræfterne

HERNINGSHOLM

Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og Herning HF & VUC har indsendt en fælles ansøgning om fusion til Børne- og Undervisningsministeriet. Målet er at etablere en stærk og fremtidssikret uddannelsesinstitution, der styrker udbuddet af ungdoms- og voksenuddannelser i Midt- og Vestjylland.

I en tid med markante forandringer i det danske uddannelseslandskab ønsker Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og Herning HF & VUC at stå sammen om at realisere et mere fleksibelt og sammenhængende uddannelsessystem. Et centralt fælles fokus er udviklingen af det kommende EPX – en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasial ungdomsuddannelse.

Bestyrelserne bag de to Herning-institutioner har derfor sendt en screeningsansøgning til Børne- og Undervisningsministeriet med henblik på en mulig fusion.

En fusion vil blandt andet styrke overgangen mellem ungdoms- og voksenuddannelser og gøre det lettere for både unge og voksne at finde vej i uddannelsessystemet – uanset baggrund og forudsætninger.

”Vi ser en oplagt mulighed for at bygge bro mellem vores uddannelser og skabe en bæredygtig institution, der bygger videre på det bedste fra begge skoler. En sammenlægning vil give os bedre mulighed for at tilbyde undervisning af høj kvalitet på tværs af niveauer og målgrupper – og samtidig stå endnu stærkere som samarbejdspartner for kommuner og erhvervsliv i det midt- og vestjyske,” udtaler Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

De to institutioner ser også fusionen som en måde at styrke de faglige og pædagogiske fællesskaber, øge udviklingskraften og udnytte ressourcerne mere effektivt.

”Det handler grundlæggende om adgang og muligheder – uanset om man er 17 eller 37. Med fusionen er ambitionen at skabe et stærkt miljø for voksenuddannelse, hvad end det er AMU-kurser eller VUC-tilbud – og vi ser stor værdi i at samtænke de to voksentilbud. Vi får bedre rammer for at udvikle relevante og målrettede forløb og skabe en organisation, der favner både det almene og det specialiserede,” siger Anne-Mette Kjærgaard Thorøe, rektor på Herning HF & VUC.

Et andet vigtigt område er gruppen af unge voksne, der endnu ikke har fundet fodfæste i uddannelsessystemet.

”I mange kommuner er der en bekymrende stor andel af unge voksne, der ikke har fundet deres rette hylde endnu. Denne problemstilling vil vi adressere og samarbejde intensivt med andre lokale aktører om at lykkes med,” tilføjer Anne-Mette Kjærgaard Thorøe.

Hvis ministeriet godkender screeningsansøgningen, vil arbejdet frem mod en fusion gå i gang.

Citater fra bestyrelsesformænd

”Fusionen er båret af en fælles ambition – ikke nødvendighed. Vi ønsker at etablere en stærkere og mere bæredygtig uddannelsesinstitution med rødder i lokalområdet og blik for fremtiden. Det handler om højere kvalitet, bedre samarbejde og stærkere forankring – til gavn for både unge, voksne og det omkringliggende samfund og arbejdsmarked,” siger Egon Nykjær, bestyrelsesformand for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

”Vi har en fælles vision om at samle kræfterne og skabe et solidt fundament for fremtidens uddannelser. Med en fusion kan vi tilbyde mere sammenhængende forløb og styrkede muligheder for både opkvalificering, videreuddannelse og beskæftigelse,” siger Hans Henrik Okstrøm, bestyrelsesformand for Herning HF & VUC.

For mere information kan følgende kontaktes

Allan Kortnum
Direktør, Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier
Tlf. 2542 4501
E-mail: alk@herningsholm.dk

Anne-Mette Kjærgaard Thorøe
Rektor, Herning HF & VUC
Tlf. 2714 6880
E-mail: amt@hhfvuc.dk

Fakta: Uddannelsestilbud i dag

Herning HF & VUC tilbyder:

  • HF (2- og 3-årig)
  • HF-enkeltfag
  • HF SOF (supplerende overbygningsforløb)
  • AVU (almen voksenuddannelse)
  • FVU (forberedende voksenundervisning)
  • OBU (ordblindeundervisning)
  • Udbudsretten til det 2-årige STX

Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier tilbyder:

Erhvervsgymnasier:

  • HHX i Herning og Ikast
  • HTX

Erhvervsuddannelser:

  • Anlægsstruktør
  • Brolægger (grundforløb og første hovedforløb)
  • Bygningssnedker
  • Bygningsstruktør
  • Cykelmekaniker
  • Datatekniker
  • Elektriker
  • EUX/EUD Business
  • Frisør
  • Industritekniker
  • IT-supporter
  • Knallert- og motorcykelmekaniker
  • Landbrugsuddannelsen
  • Maskinsnedker
  • Mediegrafiker
  • Murer
  • Møbelsnedker
  • Smed
  • Tandklinikassistent
  • Teknisk EUX
  • Tømrer
  • VVS-energispecialist
  • VVS-blikkenslager

Andet:

  • AMU-kurser (arbejdsmarkedsuddannelser)
  • 10. klasse