Herningsholm-elever vinder DM i 3D-print

HERNINGSHOLM

Industritekniker-lærlinge Thomas Holm Strandby og Sebastian Chidi Andresen har vundet guld ved DM i 3D-print på HI-messen 2025.

I tre dage konkurrerede de to mod nogle af landets dygtigste unge inden for 3D-teknologi og løste seks krævende cases.

Med kreativitet, præcision og stærkt samarbejde sikrede de sig sejren foran otte hold. For Sebastian er det tilmed anden sejr i træk, og han kan dermed kalde sig dobbelt danmarksmester i 3D-print.

"At stå her med pokalen for anden gang føles dobbelt så godt som første gang. Opgaverne var sværere, og konkurrencen skarpere – derfor betyder anerkendelsen endnu mere," siger den stolte dobbelte DM-vinder.

Tillykke til Thomas og Sebastian – og til deres lærepladser Danfoss og Multicut A/S, som støtter op om talent og faglighed på højeste niveau.

DM i 3D-print er arrangeret i samarbejde mellem Videnscenter for Automation og Teknologi, Center For Industri - CFI, AM Learning Lab Herningsholm og MCH A/S Messecenter Herning.