Klimaerhvervsskolen deltog på Ungdommens Folkemøde

Et specialbygget hurlumhej-hus tiltrak rigtig mange besøgende og satte gang i mange gode snakke med engagerede unge mennesker.

En masse nysgerrige og spørgelystne unge mennesker var i sidste uge forbi Herningsholm klimaerhvervsskoles stand på Ungdommens Folkemøde i Valbyparken.

Herningsholm havde bygget et hurlumhej-hus, som fik stor opmærksomhed. Med bind for øjnene og uden sko bevægede de besøgende sig igennem huset. Gulve og vægge var beklædt med forskellige biogene byggematerialer, og turen rundt i huset gav efterfølgende anledning til en masse gode snakke om fremtidens byggematerialer.

Udenfor kunne de besøgende komme op på taget og prøve faget. De besøgende blev inviteret op på et specialbygget tag, hvor de kunne prøve kræfter med blandt andet tækketeknik og træspån.

Tækker Laura Feline, tømrer Anna Storm og elever fra Herningsholm stod for det store formidlingsarbejde (og det mindst lige så store arbejde med at bygge op standen op og pille ned igen).

De unge kunne komme op på taget og prøve faget, mens tækker Laura Feline og elever fra Herningsholm fortalte og vejledte.

Heldigvis var det indsatsen værd. De besøgende på standen virkede i hvert fald oprigtigt interesserede, og de blev gerne hængende og snakkede.

Det mærkede klimaerhvervsskolechef på Herningsholm Nikolaj Malte Houkjær også.

"På Ungdommens Folkemøde mærkede vi på tætteste hold, at de unge heldigvis allerede er nysgerrige på den grønne omstilling. Derfor havde vi også valgt, at vi ikke skulle fortælle dem, hvad de skulle mene. I stedet præsenterede vi dem for noget konkret og praksisnært, og det blev udgangspunktet for en rigtig god dialog om både muligheder og udfordringer," siger Nikolaj Malte Houkjær.