Her er Herningsholms tre EuroSkills-deltagere

HERNINGSHOLM

Noah, Frida og Andreas fra Herningsholm repræsenterer Danmark i EuroSkills 2025 i Herning.

Op til 600 talentfulde unge atleter fra hele Europa vil konkurrere om EM-medaljer i 38 forskellige færdigheder.

Blandt dem er tre elever fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, der er udtaget til Skills Team Denmark 2025. De skal repræsentere de rød-hvide farver til EuroSkills 2025 i Herning den 9.-13. september.

Noah Borup Thayssen – CNC Milling (industritekniker – fræsning)

Noah er kommende industritekniker og lærling hos Grundfos. Han deltager i CNC Milling (industritekniker – fræsning). Han ser frem til konkurrencen og det pres, der følger med: "Min nysgerrighed og interesse for faget har gjort, at jeg har dykket mere ned i tingene. Det tror jeg, man bliver rigtig dygtig af," siger han. Hvor: Danfoss Hal C

Frida Byrgiel Foli – Graphic Design Technology (mediegrafiker)

Frida er kommende mediegrafiker og lærling hos Digital Juice. Hun deltager i Graphic Design Technology. Hun fremhæver stædighed og fokus som sine styrker: "Jeg kan arbejde i lang tid og glemme alt om tid og sted, fordi der er noget, der bare skal lykkes." Hvor: Hal H

Andreas Fredberg Pedersen – Plumbing and Heating (VVS-energispecialist)

Andreas er udlært VVS-energispecialist og ansat hos Vittrups Smedie & VVS ApS. Han deltager i Plumbing and Heating. Andreas fortæller: “Det er fedt at være en del af Skillslandsholdet. Det er en oplevelse, som man ikke får lov til at prøve mere end en gang i livet. Jeg går klart efter en podieplads – alt andet ville da være tosset.” Hvor: Hal F

For de tre Herningsholm-deltagere bliver EuroSkills 2025 en mulighed for at vise deres kompetencer på hjemmebane og hente erfaringer, der styrker deres fremtidige karrierer.

Om EuroSkills 2025

  • Det officielle europamesterskab for unge faglærte
  • EuroSkills afholdes hvert andet år – og for første gang i Danmark
  • Op mod 600 unge faglærte fra 33 europæiske lande konkurrerer i 38 forskellige fag
  • Danmark er vært for EuroSkills 2025 den 9.-13. september 2025 i MCH Messecenter Herning
  • Der forventes op mod 100.000 besøgende til EuroSkills 2025
  • EuroSkills 2025 er det største uddannelsesevent på dansk jord nogensinde.

EM-konkurrencerne finder sted den 10.-12. september kl. 09.00-17.00 i MCH Messecenter Herning. Der er fri og gratis adgang for alle til konkurrencerne.

Læs mere her: https://euroskills2025.com/