
Hele Herningsholm i bevægelse
Uge 41 var motionsuge på hele Herningsholm. Her satte skolen ekstra fokus på trivsel, fællesskab og fysisk aktivitet.
Ugen op til efterårsferien var traditionen tro en anderledes skoleuge på Herningsholm. I skemaet var der gjort plads til yoga, gåture og masser af squats, og alle kunne deltage – både elever, undervisere og andre medarbejdere på skolen.
Bidrager til trivslen
Det handler om at få sig rørt – og om at have det godt – og rundt om på skolen var der mange forskellige måder at gøre det på.
På data- og kommunikationsuddannelserne dystede de i kongespil. Der var værktøjsstafet i el-afdelingen. Mange tog en fælles gåtur efter frokost, og der blev også guidet meditation til de modige.
Hos frisørerne blev der budt på smoothies, jive og sjove lege som ”kanin-mur-pistol”, en slags sten-saks-papir med hele kroppen. Og så var der tømrerne, som laver 750 armstrækkere og squats om dagen! Heldigvis som et samlet hold.
Motionsugen i uge 41 er arrangeret af Herningsholm som led i Arbejdspladsernes Motionsuge i samarbejde med Dansk Firmaidræt, og det er tredje år i træk, Herningsholm er med.
Se glimt fra motionsugen





