
Deltagere fra Talentcamp og Green Skills Camp på opdagelse i Håndværkskollegiet i Herning
Omkring 100 deltagere fra Talentcamp og Green Skills Camp fik et førstehåndsindtryk af Håndværkskollegiet i Herning, hvor bæredygtighed, byggeteknik og fællesskab er tænkt ind i hver eneste kvadratmeter.
”Hold da op”.
”Det er godt nok vildt”.
Begejstringen var ikke til at tage fejl af, da knap 100 elever, lærlinge og undervisere tog de første skridt ind i gårdmiljøet på Håndværkskollegiet i Herning.
Et indre rum, der ikke alene binder alle kollegiets funktioner sammen og danner rammen om det daglige arbejde i værkstedet, fællesspisninger og morgenkaffen fra fælleskøkkenerne. Det er også et mødested for forskellige håndværksløsninger inden for havekunst, brolægning, tømrerarbejde og tusind år gammel bornholmsk granit.
Og stedet var første stop på en rundvisning for de mange elever, lærlinge og undervisere, der deltager i Talentcamp og Green Skills Camp på Herningsholm. Fælles for deltagerne er deres store interesse i det gode håndværk.
Derfor gav det særlig god mening at vise dem Håndværkskollegiet – for her er bygninger i sig selv en ’lærebog’ over håndværket med gode, sunde løsninger både byggeteknisk, håndværksmæssigt og arkitektonisk, lød det fra kollegiets forstander, Flemming Moestrup.
Målet har været at skabe et sted, der understøtter udviklingen af de vigtige håndværksfag
Flemming Moestrup, forstander på Håndværkskollegiet i Herning
”Håndværkskollegiet er rammen om en gruppe menneskers liv, med alt hvad det indebærer. Målet har været at skabe et sted, der understøtter udviklingen af de vigtige håndværksfag. Og som også viser, hvordan det gode håndværk kan resultere i et byggeri, der bidrager aktivt til den grønne omstilling med en bæredygtighedsprofil, der er både mærkbar og målbar,” fortalte han.
Håndværkskollegiet ligger i den nordlige del af Herning tæt ved Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, der udbyder en række håndværksfaglige uddannelser. Der er derfor et tæt samspil mellem skolen og kollegiet omkring talentudvikling, netværk og relationer.
”Vi har et rigtig tæt samarbejde med skolen, og en stor del af vores beboere kommer også til at have deres daglige gang på Herningsholm, mens de er på skole. Men elever fra alle erhvervsskoler er meget velkomne på kollegiet,” forklarede Flemming Moestrup.

Mere end et kollegie
Udover gårdmiljøet er 'montagehallen' en central del af kollegiet. Her kan de mange kvadratmeter forvandles fra værksteder på tværs af faggrupper til sociale aktiviteter.
Det er også her, at danske træningspas til EuroSkills fremadrettet finder sted.
”Vi kalder det store fællesrum for ’montagehallen’. Når vi har arbejdet med de store specialmaskiner i de enkelte værksteder, kan vi trække emnerne ud og arbejde side om side, så lærlingene kan blive inspireret af hinandens faglighed. Men vi kan også kridte en bane op til en badmintonturnering eller en filmaften. For det er vigtigt, at vi kommer hinanden ved,” fortalte Flemming Moestrup og fortsatte:
”Vi hviler på efterskole- og højskoletankerne om faglig fordybelse, men også udvikling af livskompetencer.”
En spørgende hånd blev rakt i vejret.
”Mit eneste spørgsmål: Hvor var dét her i 1996, da jeg selv skulle til at studere?”
Kollegiets ca. 7600 kvm rummer i alt 70 boliger samt fælles værksteder, som vil give de unge muligheder for at lære og dygtiggøre sig inden for deres respektive håndværksfag. Der er indrettet værksteder til murer, træ (snedker og tømrer), metal (VVS og blikkenslager) samt 3D-specialværksted. Kollegiet er på vej til at blive certificeret med DGNB Guld, der er en anerkendt standard for bæredygtigt byggeri, når byggeriet er færdigt.
Håndværkskollegiet opføres af Fonden for Håndværkskollegier. Fonden for Håndværkskollegier er stiftet af BRF-fonden med det formål at bygge, drive og udvikle kollegier til håndværkerlærlinge – fremtidens håndværkere.
Glimt fra håndværkskollegiet









