De unge vælger Herningsholm: Stor vækst i elever direkte fra grundskolen – og især GF1

HERNINGSHOLM

865 lokale unge har søgt ind på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier direkte efter grundskolen. Det er det højeste antal nogensinde. Særligt fremgangen i antal ansøgere til grundforløb 1 glæder skolens direktør.

Klokken ringer ind til en ny skolestart – og aldrig før har så mange elever taget hul på deres ungdomsuddannelse på Herningsholm direkte efter grundskolen.

I år er optaget på grundforløb 1 (GF1), HHX/HTX og 10. klasse steget med 14,6 procent siden 2020.

Tallene glæder Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

”Vi arbejder dagligt på at tilbyde de unge en spændende uddannelse, der åbner døre til mange karrieremuligheder. De seneste år har vi haft et særligt fokus på at styrke de sociale miljøer – både gennem aktiviteter og forbedrede fysiske rammer. Det gælder blandt andet forberedelserne til nye faciliteter på handelsgymnasiet i Ikast og etableringen af Herningsholm Idræts- og Fritidsforening, som giver eleverne et væld af muligheder, når skoledagen er slut,” siger han.

Grundforløb 1 er det indledende forløb på en erhvervsskole for elever, som søger ind direkte fra grundskolen. Her får de i løbet af et halvt år mulighed for at snuse til forskellige fag og brancher, inden de vælger deres hovedforløb.

Flere søger erhvervsuddannelse efter grundskolen

Særligt GF1 oplever en markant stigning i optagstallene. Her er stigningen på over 40 procent fra 2017 til 2025. Det svarer til knap 90 flere elever på otte år.

Vi fortsætter fremgangen fra sidste år og er glade for, at
de unge mennesker igen vælger os til

Allan Kortnum, direktør

I en tid, hvor manglen på faglært arbejdskraft vokser, finder Allan Kortnum det glædeligt, at flere unge netop vælger den vej.

”Det er mainstream i Midt- og Vestjylland at tage en erhvervsuddannelse – det ser vi meget tydeligt. I de største byer er man måske den, der skiller sig lidt ud ved at tage en EUD – sådan er det ikke i Herning og Ikast-Brande. Vi fortsætter fremgangen fra sidste år og er glade for, at de unge mennesker igen vælger os til,” siger han.

Store forventninger til næste år

Med flere nuværende og tidligere elever blandt deltagerne til EuroSkills og store investeringer i skolens faciliteter forventer Allan Kortnum, at kurven fortsætter opad – og at flere unge vil se værdi i at starte arbejdslivet med både håndværk, faglighed og fællesskab i rygsækken.

”Vi har netop budt velkommen til de første elever på Herningsholm Landbrugsskole, der både rummer den faglige stolthed og tager ansvar for fremtidens udfordringer. Skolen er base for vores opgave som klimaerhvervsskole, hvor vi skal understøtte den grønne omstilling af erhvervsrettede uddannelser i hele landet. Udover den nye landbrugsskole står Håndværkskollegiet også klar til at tage imod elever og lærlinge, ligesom arbejdet er i gang med opførelsen af et nyt fælleshus, der skal styrke fællesskaberne i Skills City,” siger han.

Herningsholm i tal

14,6 procent flere elever optaget i perioden 2020 til 2025 på grundforløb 1 (EUD), HHX/HTX og 10. klasse. Udviklingen er gået fra 755 elever i 2017 til 865 elever i år.

43,8 procent flere elever optaget på grundforløb 1 (EUD) i perioden 2017 til 2025. I år er 289 elever optaget på GF1, mens tallet var 201 elever i 2017.