
Andreas vinder sølv ved EuroSkills 2025
VVS-energispecialist Andreas Fredberg Pedersen tog en af Danmarks seks sølvmedaljer, da Europas bedste unge fagatleter blev fejret i Herning.
Niveauet var skyhøjt, da Europas dygtigste unge fagfolk blev hyldet i Boxen efter tre intense konkurrencedage. Andreas Fredberg Pedersen, som er udlært VVS-energispecialist fra Herningsholm, tog en imponerende sølvmedalje i faget Plumbing and Heating.
”Det er mega fedt! Jeg er helt rundt på gulvet, og jeg trænger vist til en kold én nu,” lød det med et stort smil fra den nykårede sølvvinder umiddelbart efter kåringen.
På tværs af EuroSkills’ 38 discipliner hentede det danske Skills-landshold én guldmedalje, seks sølvmedaljer og seks bronze. I kategorien Plumbing and Heating delte Andreas podiet med Østrig, der vandt guld, og Frankrig, der fik bronze.
Det er en kæmpe præstation!
Uddannelsesleder Kenneth Lauridsen
Uddannelsesleder kneb en tåre
Stoltheden var ikke til at tage fejl af hos uddannelsesleder på Herningsholm, Kenneth Lauridsen, der spurtede ned ad tribunen for at ønske sin tidligere elev tillykke med store klapsalver.
”At vi har en elev blandt de seks danske sølvvindere viser, at Herningsholm kan begå sig på den helt store europæiske scene. Det er en kæmpe præstation,” sagde en tydeligt rørt Kenneth Lauridsen.
Andreas er udlært i virksomheden Vittrups Smedie & VVS, som har bakket VVS-energispecialisten op hele vejen.
Kenneth Lauridsen roser landstræner og underviser Jens Dam, som har trænet intenst med Andreas, siden han vandt DM i Skills 2024 og udtaget til Skills-landsholdet efter et udskillelsesløb i marts.
”Det er en utrolig følelse. I fredags ringede Andreas og sagde, at han havde fået corona. Så det er et enestående comeback, han har præsteret,” siger Jens Dam.
To Medallions for Excellence
Herningsholm kan også glæde sig over stærke præstationer fra to andre elever.
Mediegrafiker Frida Byrgiel Foli og Noah Borup Thayssen modtog begge en Medallion for Excellence.
Medallions for Excellence uddeles til deltagere, der viser et ekstraordinært højt niveau i deres fag – selv uden medalje. For at modtage udmærkelsen skal man opnå mere end 700 point ud af 800 mulige.
EuroSkills 2025 har sat rekord som det største uddannelsesevent på dansk jord. Flere end 600 unge fra 33 lande har dystet om EM-medaljerne i 38 forskellige fag, og hele 103.000 gæster har besøgt konkurrencerne i Herning.
Lørdag kulminerede det hele med et stort afslutningsshow i Jyske Bank Boxen, ledt af værtsparret Christian Degn og Josefine Høgh.




