Grøn omstilling i byggeriet kræver samarbejde på tværs af fag

HERNINGSHOLM

Mere end 200 elever, lærlinge og undervisere fra Herningsholm deltog den 29. september i AFTRYK Festival i Billund. Her var fokus på, hvordan fremtidens faglærte kan være med til at skabe et mere bæredygtigt byggeri – og hvorfor samarbejde på tværs af fagligheder er afgørende.

Hvordan skaber vi et mere bæredygtigt byggeri, når løsningerne kræver viden og kompetencer fra mange forskellige fag?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet for AFTRYK Festival, der samlede elever og studerende fra 30 uddannelsesinstitutioner i Travbyen i Billund.

Gennem workshops, oplæg, debatter og praktiske aktiviteter blev deltagerne udfordret til at tænke på tværs af håndværk, arkitektur, design, ingeniørfag og byggeri. Målet var at bygge bro mellem de fagligheder, der skal samarbejde om den grønne omstilling af byggebranchen.

Samarbejde skal læres under uddannelsen

På Herningsholm er samarbejde på tværs af fagligheder allerede en vigtig del af undervisningen. Gennem mange år har skolen arbejdet med helhedslæring, hvor eleverne lærer at se deres eget fag i sammenhæng med andre fag og den virkelighed, de bliver en del af.

Det arbejde har fået endnu større betydning med Herningsholms rolle som klimaerhvervsskole.

Den grønne omstilling kræver nemlig ikke kun dygtige faglærte med stærke kompetencer inden for deres eget fag. Den kræver også, at de kan forstå andre fagligheder, se sammenhænge og finde løsninger i fællesskab.

Derfor er initiativer som AFTRYK Festival og Green Innovation Week, som Herningsholm selv afholdt i september, vigtige. Begge arrangementer skaber rum for, at elever, undervisere og fagfolk kan mødes på tværs af uddannelser og brancher, dele viden og arbejde med konkrete udfordringer i den grønne omstilling. Det er med til at styrke både den faglige forståelse og de samarbejdskompetencer, der bliver afgørende for fremtidens byggeri.

Festivalen gav elever, lærlinge og undervisere mulighed for at møde andre fagligheder, udveksle perspektiver og blive klogere på de udfordringer og muligheder, der præger fremtidens byggeri.

For skal den grønne omstilling lykkes i byggebranchen, skal vi ikke kun udvikle nye materialer og metoder. Vi skal også uddanne mennesker, der kan arbejde sammen om at bruge dem.