
1.525 lokale elever deltog i Erhvervsuddannelsernes dag
Elever fra 8. klasse i Herning og Ikast-Brande Kommuner fik tre dage fyldt med værkstedsaktiviteter, konkurrencer og karrierelæring, hvor de prøvede kræfter med erhvervsuddannelserne.
Hvordan ser fremtidens faglærte ud – og hvad tænker de unge selv om at vælge en erhvervsuddannelse? Det fik vi et klart billede af til Erhvervsuddannelsernes dag på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
I tre dage deltog 1.525 elever fra 8. klasse fra folkeskoler og fri- og privatskoler i Herning og Ikast-Brande Kommuner i en række praksisnære aktiviteter. Eleverne udforskede Skills City på Lillelundvej, prøvede sig selv af i værkstederne og i Handelshuset og deltog i mange forskellige opgaver – fra at bygge konstruktioner, svejse lysestager og lave el-kredsløb på tid til at deltage i konkurrencer og løse kreative opgaver inden for fx håndværk, design og teknologi.
En underviser fra en af de lokale skoler deltager med tre klasser:
“Eleverne er åbne. Vi kan se, at nogle af vores elever særligt træder frem og trives i værkstederne. Det giver dem en oplevelse af succes. Det er dejligt at se,” fortæller underviseren.
I alt har eleverne mulighed for at besøge ni forskellige værksteder, herunder EUD/EUX Business, VVS/blikkenslager, frisør, smed, cykel/knallert/MC-mekaniker, tømrer, SOSU, elektriker, murer, it-supporter, datatekniker, tandklinikassistent, VIA Beklædning, snedker, industritekniker, mediegrafiker og Herningsholm Landbrugsskole.
Erhvervsuddannelsernes dag giver eleverne mulighed for at se sammenhænge mellem egne styrker, interesser og uddannelse, og de kan prøve og mærke standene og opleve erhvervsuddannelserne tæt på.
Arrangørerne bag er Social- og Sundhedsskolen Herning, VIA University College og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
Glimt fra Erhvervsuddannelsernes dag






